Bænken, Arven, Drabet

Bænken, Arven og Drabet er Per Flys triologi fra begyndelsen af 00’erne om Underklassen, Overklassen og middelklassen. Først i den forgangne uge har jeg set triologien i dens helhed. Filmene har individuelt kvaliteter og bliver båret oppe af fantastiske skuespiller præstationer i særdeles ved Jesper Christiansen. Men som triologi, der skal beskrive samfundsklasser, falder den igennem.

Bænken er isoleret set den bedste af filmene. Den handler om bumsen Kaj, som er sur og bitter på alt og alle og finder en smule trøst i at drikke enorme mængder af øl og spiritus. Ved en tilfældighed får han chancen for at komme tæt på sin datter og barnebarn. Datteren har han ikke set i så mange år, at ingen af dem kan kende hinanden og barnebarnet har han aldrig kendt. I slutningen får Kaj mulighed for at gøre sin gode gerning og opnå forsoning med sin datter. Det er en lille historie, som viser den store historie om en mand, der gået ned og har opgivet livet som følge af en skyld, han ikke kan leve med.

Arven ligger fantastisk ud og har en uhyre velspillende Ulrich Thomsen i hovedrollen som Christoffer, som spiller overfor en uimodståelig Lisa Werlinder i rollen som hans kæreste Maria. Da Christoffers far begår selvmord, føler Christoffer sig forpligtet til at flytte til Danmark og redde stumperne af familiens stål og betonfirma. Det betyder, at han må forlade det liv i Stockholm, som både han og Maria elsker og hvor Maria forfølger sine skuespiller ambitioner. Det er her, at triologien begynder at gå skævt. Christoffers mor er portrætteret af Ghita Nørby som en kold, magtfikseret overklassefrue. Man har utrolig meget sympati for Christoffer og Maria og ser hvordan, at de lever et lykkeligt og harmonisk liv i deres Stockholm. Det falder dog langsomt fra hinanden, da de kommer til Danmark og Christoffer må træde ind i rollen som direktør og familiens overhoved. Han taber langsomt mere og mere af sig selv og derved også Maria.

Det er dog klichefyldt og en typisk venstreorienteret tilgang til klasser og samfundet at magt og overklasse korrumperer. Jeg mener ikke, at det er troværdigt at Christoffer og Maria på den skildrede måde glider fra hinanden. Filmen tipper fuldstændigt mod slutningen, hvor Christoffer forsøger et ikke gennemført voldtægtsforsøg på en fuldstændg uskyldig spansk husassistent. Det ville Christoffer karakteren aldrig gøre. Det er ligeledes utroværdigt at Christoffer ender op med ungdomskæresten, som han tidligere i filmen erklærer, at han aldrig var forelsket i.

I Bænken bliver det gode i mennesket, der allerede er faldet sammen og lever på bunden af samfundet portrætteret og i Arven vises det hvordan, at overklassen og de forventninger og pres, der følger med den rolle, får selv det bedste menneske til at bukke under. Hvorfor skal det skildres på denne måde? Jeg køber ikke denne præmis og jeg mener, at det er endimensionelt syn på mennesker, der er funderet i en politisk overbevisning.

Den sidste film Drabet, som handler om middelklassen er mislykkedes som film om middelklassen, men er en udmærket film om skyld, ansvar, midtvejskriser og Blekingegadebanden!

Carsten forlader sin kone til fordel for elskerinden Pil, som er sigtet i en sag om hærværk mod en våbenfabrik, som udviklede sig til overlagt mord på en politibetjent, der blev kørt ihjel, da han stillede sig i vejen for flugtbilen. De tre aktivister dækker over hinanden, som tilfældet var i Blekingegadesagen og går fri. Jeg mener, at det er meget postuleret at påstå, at man beskriver middelklassen. Filmen tager udgangspunkt i mennesker fra Københavnsområdet ligesom de øvrige film. Hovedpersonen er gymnasielærer og forankret på venstrefløjen. Det er ikke den reelle danske middelklasse. Middelklasse kan beskrives på mange forskellige måder dels via indtægt men også i form af social og kulturel kapital. Hovedpersonen er for mig at se ikke en del af den danske middelklasse, som går på arbejde og smører leverpostejsmader om morgenen, som Thor Möger beskrev det. Hvis vi vil se middelklasse burde man ud i provinsen, hvor man har et servicejob og går til Zumba i idrætshallen om onsdagen.

Filmene kan altså godt ses selvstændigt om end, at jeg synes, at Arven knækker helt sammen den sidste halve time. Men de fungerer ikke som triologi og siger intet brugbart om det, de påstår at beskrive.

 

This entry was posted in Samfund & Politik and tagged , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>