EM er kommet godt igang

Første runde i alle EM’s tre puljer er nu færdigspillet og det er tid til en midtvejsstatus. Mine tips for første runde er kommet lidt blandet fra start, men der er ingen store fadæser.

En af de spændende facetter omkring første runde har været at se, hvordan store landshold som Italien og England, der er gået ind til slutrunden i skyggen af mere eller mindre skandaler, ville klare sig. Italien spiller jo EM i skyggen af, at endnu en kæmpe skandale omkring matchfixing er ved at udfolde sig i Italien med flere af de aktuelle EM spillere måske direkte indblandet heriblandt anfører Buffon. England kommer til slutrunden med en helt ny landstræner, spillerskader og en konflikt omkring en racismetiltalt John Terry med et frataget anførerbind, der dog er blevet valgt på bekostning af Rio Ferdinand, hvilket er yderst kontroversielt, da Terry netop er tiltalt for racistiske ytringer mod Rios lillebror Anton. England skulle i første kamp møde Frankrig, som i denne slutrunde netop skal forsøge at spille sig ud af skyggen af den seneste VM slutrunde, hvor man ydmygende blev sendt hjem efter gruppekampene efter fransk landsholdsfodbold mest pinlige stund nogensinde, hvor spillerne blandt andet nægtede at træne. I den første kamp efter VM undlod den nye træner Laurent Blanc at udtage en eneste spiller fra VM truppen og flere profiler som Ribery og anfører Evra fik længere landsholdskarantæner. Denne kamp vender jeg tilbage til og vil først se på Italiens præstation.

Første runde har været præget af, at en række af de helt store hold har tørnet sammen. I pulje C mødte Italien Spanien i EM’s indtil videre bedste kamp, hvor Italien overraskede mig og spillede utroligt aggressivt i en stil, der lidt mindede om den fantastiske stil Napoli charmerede alle med i Champions League. Det er spændende, at 3-mands forsvaret er tilbage og tilmed med en libero karakter i den ellers normale midtbanegeneral Danielle De Rossi, der især i starten af kampen slog nogle forrygende diagonal bolde. Det er også interessant at se Italien spille med en så spilstyrende libero i betragtning af, at de har en tilsvarende spilstyrer på den defensive midtbane i Andrea Pirlo. Det bliver meget spændende at følge Italien og se om de kan følge op på takterne fra den første kamp. Jeg må indrømme, at jeg er kommet meget i tvivl om min indledende manglende tiltro til Italien. Det bliver uhyre spændende torsdag, når Italien og Kroatien møder hinanden i det, jeg betragter som gruppens nøglekamp, da jeg forventer, at Spanien vinder de to resterende kampe og Irland taber alle deres.

Hvis Italien-Spanien har været den hidtil bedste kamp, har den måske mest skuffende kamp været England-Frankrig. Kampen ender 1-1, men kunne have været turneringens første 0-0 kamp. England var tydeligvis ude efter uafgjort mod et fransk hold, der heller ikke har tabt i langt over 20 kampe. Frankrig var dog også skuffende i kampen, de spillede alt for langsomt og formåede ikke at lægge pres på i feltet på trods af stor overvægt i spil. Benzema flagrede ude for feltet uden, at andre hjalp til med at fylde feltet op. Nasri trak utroligt meget ind i banen, hvilket gav stor plads på højrekanten til backen Debuchy, som for ofte undlod at komme med i offensiven på trods af, at det ofte blev farligt, når han gik med. Jeg forventer, at der er mere i Frankrig mens jeg omvendt ikke skulle blive overrasket, hvis min spådom om, at England spiller uafgjort i alle tre gruppekampe holder stik. Der skal dog lyde en ros til Hodgson for at give Oxlade-Chamberlain chancen, da han var et frisk pust og det kunne være interessant at se England med ham på den ene kant og Walcott på den anden. Jeg synes, at England er et mærkeligt hold med en mærkelig blanding af spillere. Der er intet klart koncept i måden England spiller på og det er svært at se, hvilket koncept der vil passe til de udtagede spillere.

I pulje A ser det ud til at Rusland cruiser sig direkte igennem. Jeg er blevet bekræftet i min spådom om, at de når til semifinalen. Dog bliver det måske Danmark og ikke Holland, de slår ud i kvartfinalen. Jeg kunne dog desværre ikke se nogle af kampene i gruppe A og vil derfor undlade at kommentere så meget på dem. Det samme er tilfældet med pulje B, hvor der vist også allerede er skrevet en del om Danmark.

En pudsig ting jeg er kommet til at tænke på, men ikke har nogen form for belæg for – andet end en fornemmelse – er, at der er flere kampe under slutrunder end i almindelige turneringer, hvor der optræder dobbelte eller tredobbelte målscorere? Der har altså været 3 dobbelte målscorere i 8 kampe (Dzagoev, Mandzukic, Shevchenko).

This entry was posted in Fodbold and tagged , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>