Et angreb på uskylden

Mord og knivstikkere er desværre ikke en sjældenhed at høre om i forbindelse med nattelivet. Men weekendens drab på den 21 årige Jonas Thomsen Sekyere Bakken i Kødbyen har rystet mig på en helt anden måde end alle andre sager, som jeg har læst og hørt om før.

Det kunne have været mig. Bakken er et sted, hvor jeg ofte har været og haft en sjov aften med mine venner. Bakken er indbegrebet af det nye og hippe Vesterbro, hvor hipstere, studerende og almindeligt godtfolk blander sig. Atmosfæren er afslappet og de eneste positioneringer, der foregår handler om stil og attitude og ikke muskler og trusler. Jeg har aldrig følt mig utryg ved at gå ud i Kødbyen, og dørmændenes væsentligste opgave er da også at kontrollere, at stederne ikke bliver overfyldte. Hvis de skal håndtere suspekte typer handler det mest om at holde lommetyve ude.

Jeg har altid følt det københavnske natteliv som trygt, men det handler også om, at jeg ved, hvor jeg ikke skal tage hen. De fleste københavnere ved, at området omkring Strøget og Rådhuspladsen er steder, man ikke skal opholde sig alt for meget fredag og lørdag nat, hvis man vil undgå en på hovedet og beholde sin Iphone. Men det er heller ikke her, at de ”rigtige” københavnere kommer, hvis man skal møde dem, skal man tage til brokvartererne. Hvis man går ud i de områder, vil man meget sjældent opleve vold og man skal være mere end almindeligt uheldig eller provokorende for at komme i klammeri.

Den almindelige københavner og danskere i almindelighed tager ikke ud for at opsøge ballade. De tager ud for at have det sjovt og møde andre mennesker. Bakken er et af de bedste steder at tage ud i København. Man kan sidde i gårdhaven, hvor man stort set altid vil møde en ven eller bekendt eller man kan gå i baren eller danse til en dj, som altid har en speciel og smittende kærlighed til en eller anden lille særlig musikgenre. Bakken handler om snak, sjov, sjusser, dans, flirten, kærlighed, venskab og fællesskab – kort sagt alt det nattelivet handler om.

Derfor var det også et kæmpe chok at læse om fredagens tragedie. Det er forfærdeligt for Jonas, hans kæreste, hans familie og venner, men det er også et angreb i mod alt hvad nattelivet handler om og står for. Mine illusioner blev smadret og drabet er som slangen i paradis. Det mest uhyggelige er, at der pt. ikke umiddelbart findes et motiv, hvilket betyder, at tragedien i princippet kunne have ramt hvem som helst – hvilket blot gør det endnu mere uhyggeligt. Den eller de skyldige må og skal findes, så længe drabsmanden går frit rundt kaster det en skygge og latent frygt over nattelivet.

Hvis der overhovedet kan findes noget positivt, må det være, at jeg er overbevist om, at man vil opleve en større samhørighed og omsorg i nattelivet i den kommende tid, ligesom det skete for Roskilde Festival efter den fatale ulykke, der ramte festivalen i 2000.

Æret være Jonas Thomsen Sekyere.

This entry was posted in Samfund & Politik and tagged , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>