Et liv med Facebook

Facebook ændrer sig konstant og det samme med vores brug af mediet. Forleden tænkte jeg på, hvornår jeg egentligt kom på Facebook. Et svar nåede jeg aldrig frem til, men fire år siden er ikke noget dårligt bud. Måske endda fem.

Jeg kan huske, at jeg var meget skeptisk i starten og længe om at hoppe med på bølgen. Jeg havde/har en Myspace profil og holdt stædigt fast i, at det var det ”rigtige”. På Myspace var der mere lagt op til at lege med identiteten ved at kalde sig fjollede navne, have en sang på sin side og selv designe siden.

Facebook derimod var mere virkelighedstro. Her skulle man i højere grad afspejle den person, man var i den virkelige verden. Normen var/er at man har et profilbillede, hvor ens ansigt er tydeligt og hvor man selvfølgelig tager sig ud fra ens bedste side. Facebook var så at sige langt mere personlig, hvilket skræmte mig. Jeg er ikke en åben bog i det daglige, men holder i høj grad en facade. Hvordan skulle jeg gøre det på denne nye platform, hvor en statusopdatering langt fra sikkert blev opfattet i den ironiske eller sarkastiske mening af modtageren, som den var afsendt i. Selvfølgelig fik jeg dog en profil indenfor kort tid. Mine statusopdateringer var dog sparsomme, da jeg følte, at jeg virkelig skulle bidrage med noget både intelligent, smart og cool, hvis jeg skulle opdatere.

Den næste fase af mit Facebookliv var Hotmailæraen. Alle mine notifikationer kom igennem Hotmail, hvilket betød, at jeg tjekkede min Facebook via min Hotmail, da jeg så kunne slå to fluer med et smæk og både tjekke mail og Facebook. Denne æra sluttede dog, da Facebook endnu engang foretog ændringer. Hvilket også på mange måder forklarer mit forhold til Facebook. Jeg gider egentligt ikke rigtigt sætte mig ind i det. I meget lang tid vidste jeg ikke, hvordan man tagger et billede eller opretter en gruppe. Lige for tiden er dette tydeligst illustreret ved, at jeg ikke finder det umagen værd, at undersøge, hvordan den nye tidslinje profil fungerer. Men da Hotmail notifikationerne sluttede, ændrede jeg helt vaner, nu er jeg så godt som altid online på Facebook, når jeg er ved en computer. Det er spændende om min nylige anskaffelse af en Iphone ændrer mit Facebook forhold yderligere.

Her berører vi også lidt et paradoks i min Facebook ageren, jeg startede med at være bange for beskyttelsen af mit privatliv, men jeg har næsten aldrig untagget mig på et billede, slettet ting fra min væg eller slettet venner. Hvad skyldes dette?

Til dels, at jeg ikke finder det besværet værd at sætte mig ind i, hvordan det fungerer. Men hvis det var vigtigt nok, ville jeg jo godt gide. En undtagelse er dog sket, da jeg har sat private indstillinger på min side (tror jeg nok), da jeg i jobansøgnings øjemed tænker, at det ikke altid er lige relevant for eventuelle kommende arbejdsgivere at se, hvad der foregår på Facebook.

Sagen er, at min indledende skepsis overfor Facebooks angreb på mit personlige rum har ændret sig på en både paradoksal men også naturlige måde. Facebook er blevet en forlængelse af mit ”normale” liv og jeg er derfor begyndt at agere på Facebook som i den virkelige verden. De små hurtige bemærkninger kommer blot som statusopdateringer.

Men jeg er også langt skarpere og provokerende på Facebook end jeg er, hvis du møder mig ansigt til ansigt. Jeg gemmer mig på en måde bag min online sociale profil på trods af, at jeg har langt mindre mulighed for at styre eller korrigere folks opfattelse af mig.

Man kan ikke undgå at iscenesætte sig selv via Facebook, det gør jeg også. Men i høj grad er min Facebookprofil også et udslag af, at jeg ikke bekymrer mig så meget om, hvad andre synes. Hvis man kender mig godt, vil man forstå min lettere ironiske adfærd i opdateringer i statusser, hvis man derimod kun kender mig perifært, er det ikke usandsynligt, at man tænker – sikke en idiot.

Jeg har i min tid med Facebook tabt min frygt og er hoppet fuldstændigt naivt med på vognen. Jeg overvejer ikke rettigheder eller andre juridiske ting i min ageren. Jeg kommenterer, debatterer, statusopdaterer, liker og og del’er ustandseligt. Jeg handler impulsivt og redigerer ikke efterfølgende. Facebook er Mads Andersen uden filter, men samtidig udøver jeg selvcensur og er opmærksom på signalerne i tingene jeg gør.

På en måde har mit Facebook forhold udviklet sig til mit gamle Myspace forhold, hvor jeg leger med mediet med en ironisk distance, hvor jeg iscenesætter mig selv på en måde, der opretholder facaden og på den måde ikke giver særligt meget af mig selv. På trods af at man kan følge med i hvilken musik, jeg hører, hvor jeg er, hvad jeg stemmer, hvem mine venner er, hvad jeg kan lide, hvor jeg bor og hvordan jeg ser ud.

This entry was posted in Samfund & Politik and tagged , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>