Hærværk, Skibskatastrofer – og pludselig død

I øjeblikket opfører Det kongelige Teater Hærværk i Skuespilhuset og tidligere har Ole Ernst spillet hovedrollen Ole Jastrau i en film instrueret af Ole Roos fra 1977. Der er således mulighed for at opleve Hærværk i tre forskellige versioner for tiden, de er dog ikke alle af samme kvalitet.

Dansk litteraturhistories nok kendteste dranker er Hanrejen Jeppe fra Ludvig Holbergs komedie Jeppe på bjerget. Mange har igennem tiden spurgt, hvorfor drikker Jeppe? Men det er endnu aldrig opklaret, om Jeppe drikker, fordi Nille slår med krabasken, eller Nille slår, fordi Jeppe drikker. Men hvis Jeppe er den kendteste dranker i dansk litteratur må Ole Jastrau være den næst kendteste og gåden om Jastraus drukkenskab er ikke mindre end Jeppes. Ole Jastrau er den altoverskyggende hovedpersonen i romanen Hærværk af Tom Kristensen fra 1930 og han er også ifølge mange tolkninger en karakter stærkt inspireret af forfatteren selv.’

I modsætning til Jeppe har Ole en kærlig hustru, om end hun gør ansatser til, at gøre Jastrau til hanrej. Han er en falleret digter, der ernærer sig som litteraturskribent på Dagbladet i lighed med Tom Kristensen, der skrev for Politiken.  I det hele taget kan romanen læses som en nøgleroman, da mange af figurerne er modeleret over virkelige personer, som f.eks. redaktør Iversen, der er Politikens tidligere chefredaktør Henrik Cavling.

Jastrau vej mod afgrunden og selvvalgte Hærværk starter, da han får besøg af hans tidligere partikammerat kommunisten Bernhard Sanders, der sammen med sin kammerat Stefan Stefansen er på flugt fra politiet på grund af illegale aktiviteter. Sanders angriber og latterliggør Jastrau selvvalgte borgerlige tilværelse med familie og fast stilling for den borgerlige presse. Jastrau er ikke i stand til at sige fra overfor Sanders, der flytter ind med den konsekvens, at konen og Jastraus søn Olaf flytter ud – først for en nat og siden for bestandigt. Sanders glider hurtigt ud af historien og Stefansen kommer i forgrunden af historien.

Stefansen bærer på en smertelig hemmelighed, som ikke skal afsløres her, men hans hemmelighed rummer en smerte, der udmønter sig i drukkenskab, som Jastrau hurtigt istemmer. Det er således Stefansen, der digter bogens berømteste strofer:

”Men min angst må forløses i længsel

og syner af rædsel og nød.

Jeg har længtes mod skibskatastrofer

Og mod hærværk og pludselig død”

Men det er Jastrau, der får dem trykt i Dagbladet og stroferne kommer til at stå som et billede på den sindsstemning hos Jastrau, der driver ham længere ud i drukkenskaben og mod at gå i hundene, som er det erklærede mål for hans gerning.

Den yderligere handling er som sådan ikke interessant for at fortælle om bogen, det centrale er bogens ekspressionistiske udtryksform, der er det væsentlige for at forstå oplevelsen af turen med Jastrau på jagten efter, hvad der er på bunden af sjælen. Bogen opleves som et flow med Jastrau igennem alkoholen centraliseret omkring baren Bar des Artistes, hvor han holder til og drikker med andre for hvem, alkoholen er blevet selve omdrejningspunktet i tilværelsen. Men ligesom det forbliver en gåde, hvorfor Jastrau drikker, lader bogens slutning det stå åbent, om Jastrau forlader København og hans selvvalgte vej stadig længere ud i alkoholens svøber eller han rejser til Tyskland for at starte på en frisk.

Bogens ekspressionistiske stil gør den umiddelbart vanskelig at oversætte til scenekunst, men det er lykkedes Det Kongelige Teater fortræffeligt. Den roterende scene med skiftende scenografi gør, at stykket kører i en rytme, der understøttes stærkt af den tids karakteristiske jazzmusik, der har en central betydning med dens antiautoritære udtryk og symbol på opbrud og løssluppenhed. Man må ikke glemme, at roman er skrevet midt i en jazztid og en tid med store opbrud i form af en økonomisk krise og foranstående katastrofe i form af 2. Verdenskrig.  Bogen er skrevet i 1930, men det er formodentlig ikke en tilfældighed, at Jastraus svoger hedder Adolf…

Uanset i hvilken form, man vælger at opleve ”Hærværk”, må man tage i betragtning, at det er et værk, der har haft en anden betydning i dens samtid end i vores nutid. I et nutidigt perspektiv er den ikke grænseoverskridende, som den var, da den udkom. Bogen er skrevet på kanten af de brølende 20’ere, men alligevel var utroskab, whisky, jazz, absinth og syfilis emner, som var grænseoverskridende og kunne vække forargelse.

Det er dog ikke blot den roterende scene og jazzen, der understøtter bogens form på scenen. Scenografien understøttes af lyscollager, der på stærk vis markerer sindsstemninger og viser, hvordan ting forvrænges og river i Jastraus sind. Måden, som effekter og selve scenen anvendes, gør stykket til en stærk oplevelsen, der er tro mod bogen men også et anbefalelsesværdigt selvstændig værk, hvilket bestemt ikke kan siges om filmen.

Det skorter ikke på velkendte og folkekære skuespillere i filmudgaven af hærværk, men 1970’ernes gyldne amerikanske periode af film, der skildrer mennesker på de lavere niveauer af samfundet, synes i 1977 stadig ikke at have påvirket danske skuespillere eller instruktører. På trods af at man med filmmediet har adgang til langt flere virkemidler end i teatret, er denne filmudgave i modsætning til teateropsætningen en stiv og udynamisk oplevelse, der på ingen måder er ekspressionistisk i dens udtryksform. Der er tale om en lang række enkeltstående scener, hvor skuespillerne ganske lidenskabsløst fremsiger en dialog, der er taget mere eller mindre direkte fra bogen og som kommer til at virke tung, utroværdig og kedsommelig. Det mest positive, der kan siges er, at stemningen på Bar des Artistes er fanget godt i et intimt barmiljø beklædt med rødt velour.

I udformningen af filmens manuskript er der foretaget en række mærkværdige valg, da forskellige meget centrale handlinger i bogen ikke er kommet med i filmversionen, hvilket øger oplevelsen af en fragmentarisk film uden den større sammenhæng, der findes i originaloplægget. Filmen taler således hverken til det sanselige, følelsesmæssige eller det umiddelbart forståelige igennem den gode historie.

Hvis du har tiden skal du læse bogen, men hvis det kniber med tiden, skal du prioritere skuespillet i skuespilhuset. Jeg læste bogen først og så derefter teaterstykket og filmen. Du vil ikke snyde dig selv ved at se teaterstykket først og derefter læse bogen, da viden om bogens plot blot vil gøre dig i stand til at se flere lag i historien. Filmen derimod skal du kun begive dig i krig med, hvis du lider af søvnløshed.

This entry was posted in Bøger and tagged , , , , , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>