Jeg elsker Nik & Jay

nik & jayDansk Folkeparti og Nik og Jay har det tilfælles, at de har langt flere tilhængere end man får indtryk af, hvis man spørger folk direkte om de kan lide dem. Tilslutningen til DF bliver undervurderet, når man spørger folk direkte, da der stadig i visse kredse er et tabu omkring at sympatisere med DF. På samme hører man ofte Nik og Jay omtalt i mindre flatterende gloser, når selvbevidste unge skal forholde sig til popduoen.

Jeg vil gerne åbent indrømme, at jeg elsker Nik og Jay. I visse sammenhænge – som regel festlige lejligheder – passer Nik og Jay perfekt ind og alle kan pudsigt nok teksterne på de fleste af deres hits selvom, at der efterhånden er mange. Nik og Jay er som DF ikke en del af parnasset og den gode smag.

Men ligesom tilfældet er med folk, der i politisk henseende sværger til mere politisk korrekte og opportune holdninger, som de f.eks. kommer til udtryk i Det Radikale Venstre, så har de forstået forstået lige så lidt af, hvad der foregår i det brede Danmark og befolkningen generelt, som de typer for hvem, at kunstnerne skal hedde Bob Dylan, Tom Waits, Mozart eller tilsvarende for at falde ind i den gode smag.

Det brede og folkelige er den danske sjæl og ved at forkaste Shubidua, Bamses Venner og Keld og Hilda som rendyrket dårlig smag, så viser man en mangel på såvel musikalsk som kulturhistorisk forståelse.

Nik og Jay er vor tids Tommy Seebach, Susanne Lana og hvad de ellers hedder. Det er godt, det er dejligt og det fællesskabs skabende. Nik og Jays tekster bliver ofte latterliggjort, de er tomme skaller uden indhold. Men er det nu rigtigt? Ja muligvis. Men for at få det fulde billede er man nød til at forholde sig til, hvad modstykket så er? De dybe – og ”gode” – tekster bliver ofte skrevet af, at folk der bevæger i helt andre musiske genre, som typisk den bløde eller lidt hårdere rock. I øjeblikket vil man måske tale om en Peter Sommer eller end Tina Dickow. Men hvor mange lytter reelt til tekster? Jeg gør i hvert fald meget sjældent. Og det forekommer mig, at det der bliver betragtet som gode og dybe tekster ofte er svære overhovedet at forstå. Sådan har det alle dage været i forhold til begrebet kunst. Desto mere hult og overladt til beskueren eller lytteren desto mere dybt. Det er nok fordi, at ved at det ikke siger noget, så kan folk selv ligge deres egne forståelser ind over. Jo mere intellektuel og dannet man betragter sig selv desto større tendens vil man have til at falde for den slags, da man så har mulighed for at fylde værket med sin egen dybsindige tolkning.

I en Nik og Jay tekst er der ikke så meget at misforstå. Fra ”En dag tilbage”:

Okay, hvis du fik at vide du havde en dag tilbage at leve i
hvad ville du så gøre?
Hvad jeg ville gøre?

Jeg tror jeg ville..
hæve lidt penge på min firma konto
løb ned og shop den bil jeg altid havde tænkt på

In your face og ikke så meget at misforstå. Hvad ville du gøre? Har du et bedre forslag?

Nik og Jay er ofre for den sociale konstruktion om, hvad der er god smag. De er heldigvis fuldstændigt ligeglade og skider på det, som mange i Danmark vil kalde janteloven. Det er befriende, at de udstråler en uovervindelig selvtillid og tør køre den helt ud. Jeg elsker dem for at gøre det og tilmed uden at blinke. I Danmark vil man typisk benytte sig af en afvæbnende ironi i forhold til sin egen attitude for at undgå at træde for meget ved siden af normalen. Nik og Jay udviser ikke det mindste tegn på ironi i deres ageren. De kører stilen fuldstændigt ud og det håber jeg, at de bliver ved. De må for alt i verden ikke træde ud rollerne. Jeg vil elske at se dem om 40 år som datidens danske Keith Richards’er, Boy George’er eller Axl Rose’er.

This entry was posted in Musik, Samfund & Politik and tagged , , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>