Københavner


For over et år siden – August 2011 – fik København sit helt eget blad, da bladet Københavner udkom første gang. Udgivelsen af det første blad startede en heftig diskussion, hvor bladet blev beskyldt for at være for navlebeskuende i forhold til redaktørerene og deres snævre bekendtskabskreds. En kritik som chefradaktør og bagmand Martin Kongstad slet ikke var afvisende overfor. Til kritikken som bl.a. var fremført af Ditte Giese i Politiken svarede Martin Kongstad:

“Der er intet mærkeligt i, at Ditte Giese ikke kan finde sig selv i bladets “vi”, for det “vi” repræsenterer os, der laver bladet, og hun er jo ikke med i redaktionen. Det er såre simpelt. Vi på redaktionen har et fælles ståsted, og ud fra det laver vi bladet. Men jeg er ked af, hvis hun føler sig ekskluderet, det er nemlig overhovedet ikke meningen, og jeg synes da også, at vores tone i det hele taget er meget inkluderende. Vi er ikke kyniske eller dumsmarte, men vi ved bare, hvem vi er. Min ambition er at lave et blad med meget stor personlighed,”

Det synes jeg sådan set, er et fint svar og jeg har ikke noget i mod, at bl.a. er lidt indadvendt og koncentrerer sig om en mere snæver kreds af personer – hvis blot disse personer er spændende og repræsenter noget af det, der gør København til min by og et sted, jeg har lyst til at anbefale til andre. Så det var egentligt med et åbent, spændt og forventningsfuldt sind, at jeg købte min første udgave af Københavner. Min umiddelbare reaktion var overvejende positiv på trods af, at jeg godt kunne følge en del af kritikken.

Nu er der udgivet 3 udgaver af Københavner og jeg har læst alle tre. Jeg har normalt en mani med at læse alle blade og aviser jeg køber fra ende til anden, men jeg må indrømme, at 3. udgaven af Københavner var en af de få gange, hvor jeg måtte opgive. Det var simpelthen for kedeligt og uinteressant. Maria Gerhardt som også er bedre kendt som DJ’en Djuan Barnes er chefredaktør på bladet og man må virkelig sige, at hun sætter sit aftryk. Hun er nemlig ikke blot en helt fantastisk DJ men også homoseksuel – på Wikipedia bliver hun ligefrem kaldt et “lesbisk ikon“. I “indholdfortegnelsen” er 29 emner eller artikler/historier angivet. En hurtig optælling viser, at nærmest en tredjedel af historierne omhandler homoseksuelle par eller kærlighed. Tendensen er så tydelig, at det næsten er falsk varebetegnelse, at bladet ikke på forsiden er prydet i regnbuens farver. Det er spændende som heteroseksuel at høre om det mere skæve homomiljø, som tydeligvis også er en del af København, men det er uinteresant, når det er hovedvinklen i hele bladet. Hvis en udefrakommende blev introduceret til København og Københavnere udelukkende via dette blad, ville de få indtrykket af København som verdens queerhovedstad, der får selv de saftigste myter om San Francisco til at virke som et mindre indre missions fiskerleje på den danske vestkyst.

Desuden er bladet fyldt med en række mindre noveller og romanuddrag, som har særdeles svingende kvalitet og mest af alt blot dræber læselysten. Bladet befinder sig pt. mellem en forfejlet udgave af Hvedekorn og homoseksuel udgave af Fifty Shades of Grey. Det er enormt synd, da intentionen er god og potentialet stort. Jeg bilder mig ind, at jeg er indbegrebet af målgruppen for dette blad, men jeg er meget tæt på at være tabt og køber det næste blad med den største grad af mistro.

This entry was posted in Mode, Samfund & Politik, The Good Life and tagged , , , , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>