Mit Folkemøde

Folkemødet er et sted, hvor den demokratiske samtale blomstrer og folket kan møde politikkerne under afslappede former og alt sådan noget, men det kan også være en undskyldning for at tage på en 3 dages druktur – jeg valgte det sidste.

Jeg fik rykket aflyst et møde på arbejde, så jeg kunne tage afsted torsdag eftermiddag, hvilket betyder ankomst i Allinge downtown kl. 20.30. Heldigvis havde rygterne talt sandt og vi var indkvarteret i et sommerhus midt i Folkemødet, med kun 50 meter ned til et spejdertelt, hvor der blev serveret adskillige gratis måltider og fadøl. De Konservative holdt fest torsdag aften på deres båd i Allingehavn, men da bådens kapacitet stod ikke mål med antallet af mennesker, der ønskede at komme ombord, så vi fortrak til Folkemødets hjerte, Gæstgivergården, hvor Politiken holder til og hvor godtfolk mødes. Det var en streg i regningen, at de hvide danske pseudo Dancehall stjerner Wafande og Klumben havde indtaget scenen, men det giver mig dog mulighed for at nævne, at det blandt de estatiske bornholmske teenagere også var muligt at finde en tilsvarende euforisk Jens Jonathan Steen fra CEVEA. Jeg bryder mig bare ikke om ham og min holdning om, at han blot er en tom skal, der har fundet et ledigt standpunkt til at fremme en håbløs politisk vildfarelse blev da også bekræftet, da jeg erfarede, at han går under navnet JJ.

Efter musikken tog regnen over og sikrede, at kvinder, mænd, politikere, journalister, folket og alle andre virkelig kom hinanden ved under halvtaget ved baren. Ud af det blå dukker en ung kvinde op, der præsenterer sig som konservativ. Hun har fortrudt, at hun var på vej hjem og er nu alene. Hun er mere spøjs (læs underlig) end egentligt sød. Jeg finder ud af, at hun er en del af de konservatives såkaldte talenthold, hun har dog ikke ambitioner om folketinget, men vil være borgmester i Høje Tåstrup (Pas på Michael Ziegler og husk at du læste det eksklusivt på Råtforusødet.dk.)  Vi ender på byens brune værtshus, som hedder Hutlihut (og som Flemming Toft påstår, at han ikke kendte inden EM 92), hvor den unge kvinde møder Karsten Lauridsen fra Venstre og helt taber interessen for os. Det bundede vist i, at de havde skrevet sammen på Elitedaters.dk. Efter at være blevet knockoutet af babyface, stavrede vi hjemad, hvor min seng ventede. Mere præcist vil det sige et 1 meter bredt stykke gulv polstret med tre tynde havestolspuder og to vattæpper.

Når 7 drenge deler et sommerhus med 4 sengepladser og har yderligere 4 personer sovende i haven er det naturligt, at søvn ikke er noget, man får for meget af. Men tiden skulle jo slås ihjel for at det kunne blive aften igen. Der skal derfor lyde en stor tak til Kopenhagen Fur for at servere stegte sild og fadøl fredag og lørdag mellem 12 og 15.

Mine Folkemødekumpaner er alle Radikale og størstedelen af dem, havde lobbyet sig til en plads på det radikale fodboldhold til den traditionsrige fodboldkamp mod Dansk Folkeparti. Kampen blev spillet fredag kl. 17.00 og var dybt usportslig. De Radikale havde en gennemsnitsalder på ca. 30 og Dansk Folkeparti på ca. 50 og den procentvise forskel i BMI har nok været nogenlunde tilsvarende. Kampen kunne være endt 20-0 men endte 9-1. Efter kampen var der samling i vores have, hvor æresgæsten var Manu Sareen. Manu Sareen er mine venners store helt og stemningen bliver en anden, når han er i nærheden. Mine venner er tæt på Star Strucked og suger hvert et ord den store leder siger. Det skal retfærdigvis siges, at han egentligt er en fin fyr. Man kan dog mærke, at ministre er vant til at være i centrum og folk gerne understøtter den position.


Aftenen bød på endnu en fest med fri mad og drikke men dog ingen musik. Til festen traf jeg Ditte Søndergaard, der er formand for Radikal Ungdom. Nu havde jeg muligheden for at få spurgt til/bekræftet endnu en fordom. Så jeg gik lige i kødet på hende og spurgte, om hvad det kræver, at nå til tops i et ungdomsparti. Har jeg ret i min forestilling om, at man skal ofre det meste af sit ungdomsliv på politikarrangementer og fester i gamle lejrskoler?

Ditte fik svaret noget med, at hun skam havde venner udenfor det radikale og dem satte hun meget pris på, det kunne dog ikke skjule, at det er min klare opfattelse på baggrund af hendes vage svar, at jeg har ret i min fordom. Det er selvfølgelig ikke rart, at en person direkte insinuerer, at man er en nørd. Men jeg tror alligevel, at jeg har ret i, at man får at komme til tops i dansk politik, skal have ofret sin ungdom blandt ligestillede, der betragter politik som en landskamp og deres parti, som deres fædreland. Det kunne jeg skrive meget mere om og gør det nok en dag. Jeg fik dog også komplimenteret hende for at ligne en ACNE model – lys sart hud og kropsnært nordisk tøj.

Musikken var slut, da vi kom på Gæstgiveren og i mangel af bedre begyndte vi at slå sten-saks-papir om udfordringer, vi selv fandt på. Således morede vi os en rum tid. Gæstgiveren er åbenbart stedet, hvor man får bekræftet sine fordomme om fjolser. Lørdag aften var det Lukas Graham, der formåede at sige noget totalt uforståeligt til mig, det eneste jeg forstod var, at hans røv var kold. Man skal dog heller ikke have hørt ham tale mange gange for at forstå, at hans intelligens er vokset tilsvarende hans højde fra tiden, hvor han spillede Grunk.

Langt mere interessant var det, at Mads Holger havde beæret arrangementet med hans tilstedeværelse. Han havde indtaget baren med en køn og stilig pige, som ikke faldt i ét med det øvrige kvindelige klientel. Snarere lignede hun Daisy Buchanon. Vi udvekslede nogle ord med hende og Mads Holger, som jeg er sikker på, at jeg bedre husker end dem og jeg husker dem ikke. Vores forsøg på at blive en del af Mads Holgers følge fortsatte på Hutlihut, hvor jeg købte ham en cognac og fik at vide, at det var kvindens søster, der var Mads Holgers elskende. Jeg har  siden læst Mads Holgers blog om hans Folkemøde, hvor følgende passage findes:

Nogle berusede knægte spørger, om de må tage et billede med mig, og jeg gider egentlig ikke, for jeg kan godt se, at de er radikale, og således ved, at jeg dagen efter kan finde billedet på Facebook med en eller anden 90er ironisk P3 replik om, at jeg er helt vildt dum, men jeg forbarmer mig og smiler til kameraet. Nogle Cevea-typer står og taler om, hvor vidt man overhovedet kan tale, når folk ikke hører det samme, som man selv hører sig sige. Jeg er bange for at blive psykisk syg af at høre på det, så vi drager videre.

Jeg kan afkræfte, at det var os. Vi fik nemlig taget billede med Mads Holger et helt andet sted i Allinge. Jeg kan desuden afkræfte enhver forestilling om, at jeg er social, jeg er kun liberal.

På vejen hjem skete der noget løjerligt, vi mødte rent faktisk bornholmer. Hun var 18 1/2 og hed Tora.

Efter sild og en masse gåen rundt lørdag blev det endelig aften. Denne gang var det Primetime Kommunikation, der holdt fest. Det var enormt sjovt og vi var måske lidt upassende. Sten- saks- papir udviklede sig til en menneskepyramide og Trine Gregorius fik sig en svingom. Vores iranske frontmand må dog have gjort det godt for Trine kom selv tilbage og ville have mere af gruppens svar på James Dean.

Desværre blev festen stoppet af politiet, da der ifølge dem var for mange mennesker. Da alle folk derfor stod udenfor teltet traf vi Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke. Magnus er Næstveddreng, som min gode ven Emil og jeg og Magnus er ikke blot søn af den tidligere bykonge Henning Jensen men også passioneret Næstvedtilhænger og kommentator på Næstved Fora på nettet. Magnus havde også forsynet sig godt af de gratis øl og havde derfor svært ved at formulere sig. Det gik dog noget bedre, når vi samstemmigt slog over i diverse Næstvedsange. Magnus var imponeret af vores kendskab til det sydsjællændske sangkatalog og jeg tror især, at han var imponeret, da vi for fuldt kraft gjaldede følgende sang ud på melodien til Scatman’s World:

Næstved vinder guld i…

Næstved vinder guld i år

Vi har Alex og Strudal, vi har Juul, vi har Wael,

det kan simpelthen næsten ikke gå galt

(Forfra)

Efterfølgende tog vi nok engang på Gæstgiveren, hvor musikken var slukket. Det lykkedes mig dog at få scenen fyldt med dansende par akkompagneret af en urutineret pianist, der gav sit bedste bud på en “Hey Jude” fortolkning. Da det ikke lykkedes at få Peter Skaarup på scenen smuttede vi på røgeriet, hvor blomsten af Allinges ungdom og røven af københavns dansede på bordene og hang i stolperne. Da festen ebbede ud trak vi os tilbage til sommerhuset i den silende regn.

Søndag skulle vi være ude af sommerhuset 9.15 og da min færge først gik kl. 18.20 var jeg mere eller mindre tvunget til at bevæge mig ud i Folkemødet. Vi endte til fællessang i venstres have, hvor Jim Lyngvild fik demonstreret, at han ikke kan meget andet end at være underlig og have svært ved at formulere sig.

Jeg kan bekræfte, at Folkemødet er vokset og jeg kan ligeledes konfirmere, at faretruende rygter om, at der kommer flere rigtige folk, er korrekte. Det er problematisk for gratisfesterne, som er ved at nå deres kapacitetsmaksimum. Det er et problem for én som mig, som ikke har de tilstrækkelige kontakter til at blive inviteret med til de lukkede fester.

Jeg må samlet konkludere, at Folkemødet er et farveløst arrangement uden nerve og jeg kan ikke opfordre folk til at deltage. Jeg vil personligt ofre mig igen til næste år for at kunne rapportere, om det er værd at deltage i 2015.

 Husk at “Like” Råtforusødet.dk på Facebook – Link.

This entry was posted in The Good Life, Ugen der gik and tagged , , , , , , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

One Response to Mit Folkemøde

  1. Dreama says:

    Knegwodle wants to be free, just like these articles!

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>