Hvorfor skal Bands udvikle sig?

I anmeldelser og vurderinger af musikalbums støder jeg tit på betragtningen om, at et band ikke har udviklet deres lyd eller at det seneste album er en gentagelse af deres tidligere albums. Dette bliver sagt i en negativ forståelse, det vil sige, at manglende udvikling ikke er godt. Jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor at manglende udvikling pr. definition er en dårlig ting.

Hvis et band har lavet et helt fantastisk album, som jeg har lyttet til igen og igen. Så vil jeg da ønske, at de er stand til at lave et tilsvarende album næste gang, hvor skabelonen er den samme – men med nye numre. The XX kan tjene som et eksempel, de udgav i 2009 deres debutalbum xx, som allerede har opnået klassiker status. De har en hel speciel underspillet minimalistisk lyd, som er blevet ikonisk. I 2012 udkom opfølgeren Disclosure og her havde jeg intet håb om, at de skulle ændre i deres særlige lyd og pludselig lyde som noget andet end det, jeg elskede fra xx. The XX er lykkedes ganske godt. Et andet band, som ikke har formået i samme grad at lave op til succesen fra deres første album, er Arctic Monkeys, som netop havde en udvikling i deres lyd fra deres første vanvittigt hypede album til det næste.

Jeg siger ikke, at et band skal lave den samme plade 10 gange et godt eksempel er The Beatles, hvor man helt tydeligt kan høre en udvikling i deres musik i takt med at de selv og verden omkring dem ændrede sig.

Men når man vurderer et album, må man vurdere værket i sig selv og jeg kan ikke forstå, at et album skal bedømmes efter forskellige kriterier alt efter om det er det første, andet, tredje eller fjerde album.

Posted in Musik | Tagged , | Leave a comment

Citat #4

I 1913 udtalte den forfatteren Johannes V. Jensen, der skulle modtage Nobels litteraturpris i 1944, at:

“Jeg tror, vi lever på den bedste jord, i det bedste land, den bedste by og den bedste tid. Jeg priser mig lykkelig over at leve i teknikkens tidsalder.”

Godt et år senere var 1. verdenskrig brudt ud.

Du kan høre klippet her.

Posted in Citat | Tagged , | 1 Comment

Citat #3

“Nogle blev jo i høj grad ansat på grund af udseendet ud fra den tankegang, at udseendet kan man jo ikke lave om på, men til gengæld kunne man lære dem det, de skulle” Peter Wibroe (Weekendavisen, 33, 2014)

Posted in Citat | Tagged | Leave a comment

Verden af i går – er måske verden af i dag

Jeg har læst Stefan Zweig klassiske erindringer “Verden af i går“. Jeg kan give bogen mine aller varmeste anbefalinger og vil gå så langt som at kalde den en af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Det er mere end oplagt at læse den i år – 100 året for udbruddet af 1. verdenskrig og den tid Zweig benævner som “Verden af i går” er netop tiden op til 1. verdenskrig.

Zweigs “Verden af i går” er en verden, der til forveksling ligner den, vi lever i i dag:

“Hvis jeg skal finde en brugbar formel for tiden før den første verdenskrig, den tid jeg voksede op i, så tror jeg at være mest pregnant, når jeg siger: Det var tryghedens gyldne tidsalder. Alt i vores næsten tusindårige østrigske monarki syntes at være lagt an på varighed, og staten selv syntes at være den øverste garant for bestandigheden. De rettigheder, den garanterede sine borgere, blev skænket af parlamentet, folkets frie valgte repræsentanter, og enhver pligt var nøje afgrænset. Vores valuta, den østrigske krone, var i omløb i blanke guldmønter, hvilket borgede for dens solidaritet. Enhver vidste, hvor meget han ejede, eller hvor meget der tilkom ham, hvad der var tilladt, og hvad der var forbudt. Alt havde sin norm, sit bestemte mål og sin vægt. Den, der havde en formue, kunne nøjagtig regne ud, hvor meget den ville indbringe ham i rente hvert år; både embedsmanden og officeren kunne finde nøjagtigt det år i kalenderen, hvor han ville blive forfremmet, og nøjagtigt det år, hvor han kunne gå på pension”(…)

“Ingen troede på krige, revolutioner eller omvæltninger. Alt radikalt, alt voldeligt syntes på forhånd umuligt i denne fornuftens tidsalder.”(…)

“I denne rørende tillid til, at man kunne sætte palisader op omkring sit liv, som skæbnen ikke kunne trænge igennem, skjulte der sig trods al soliditet og beskedenhed i livsopfattelsen en stor og farlig indbildskhed. Det nittende århundrede var i al sin liberalisme ærligt overbevist om at være på den lige og ufejlbarlige vej mod “den bedste af alle verdener” Med foragt så man tilbage på de tidligere epoker med deres krige, revolutioner og hungersnød som på en tid, hvor menneskeheden endnu var umyndig og ikke tilstrækkelig oplyst. Det var vel kun et spørgsmål om få årtier, inden den sidste rest af ondskab og vold omsider ville være overvundet, for troen på det uophørlige, ustandselige ‘fremskridt’ havde for denne epoke en ligefrem religiøs kraft: man var begyndt at tro mere på dette ‘fremskridt’ end på biblen, og dets evangelium blev tilsyneladende dag efter dag bevist af videnskaben og teknikkens nye mirakler”

“Man troede lige så lidt på muligheden for et tilbagefald til barbariet, som en krig mellem Europas folk eksempelvis ville kunne medføre, som på hekse og genfærd; vores fædre havde en stædig tillid til tolerancens og den gensidige forståelses usvigeligt bindende kraft. De mente ærligt og redeligt, at grænser og divergenser mellem nationer og konfessioner lidt efter lidt ville forsvinde til fordel for et humant fællesskab, og at fred og sikkerhed, disse de højeste goder, dermed ville blive hele menneskeheden til del.”

Disse ord er en del af indledningen til denne jødisk østrigske forfatters bog om om hans liv og opvækst i tiden før 1. verdenskrig. Alle tanker vi kender i dag og som afspejles i ideerne om EU, internettets og globaliseringens udbredelse og måske mest konkret i Francis Fukuyamas berømte og efterhånden berygtede bog “Historiens afslutning og det sidste menneske” fra 1993.

Når Zweig beskriver datidens ungdom slår det mig, at ungdommen stadig er den samme, når det kommer til forventninger til livet og lykken.

“Ak, vi elskede alle den tid, vi levede i, og som bar os på sine vinger, vi elskede Europa! Men denne alt for tillidsfulde tro på fornuften, på, at den i sidste sekund ville forhindre vanviddet, var i grunden vores eneste forbrydelse. Vi havde ikke læst skriften på væggen med tilstrækkelig frygt, men er det ikke netop karakteristisk for den sande ungdom, at den ikke er frygtsom, men derimod tillidsfuld”

En pessimist vil sige, at vi i dag lukker øjnene på samme måde, når vi konfronteres med en slyngel som Putin, der på mange måder kan minde om de personligheder, der tidligere i historien har forvandlet fred til rædsler for mennesker, som kunne ville fred.

Zweigs oplevelse af sommeren 1914, hvor skuddet i Sarajevo faldt d. 28. Juni og skulle blive indledning på de værste 35 år i Europæisk historie:

“Vennerne var mere venner end nogensinde, og i det fremmede – det ‘fjendtlige’” – land var der kommet nye til, Paris var mere sorgløs end nogensinde før, og i sin sorgløshed elskede man byen.”

Zweigs observationer af folket under krigen, fik ham til at indse dette, som er evigt gyldigt og glimrende beskrivelse af faren ved religiøs fanatisme og fanatisme i almindelighed:

“Det var en intetanende generations krig, og netop folkenes naive tro på deres egen sags retfærdighed blev den største”

Zweig stammede fra det højeste samfundslag i den daværende europæiske kulturhovedstad Wien og hans historie er en historie om en kultur og et Wien, der langsomt forsvandt i takt med århundredes rædsler. Bogen er foruden en historie om en tid en tour de force rundt i det europæiske kulturlandskab med en ikke ubetydelig mængde namedropping af diverse kunstnere, som man skal have en højere akademiske grad indenfor europæisk kulturliv for at kunne holde redde på. Zweig position gør, at han er i stand til at trække tråde rundt i historien, hvilket gør det spændende og interessant at læse i dag.

Zweig kommer flere gange til at se krigens virkelighed med egne øjne. Han beskriver på et tidspunkt sit møde med “fjenden” i form af en fangetransport med russiske soldater bevogtet af østrigere:

“Disse vogtere virkede på ingen måde martialske eller dragoniske. De tilfangetagne viste ingen tegn på at ville flygte, og de østrigske landstormsfolk på deres side intet tegn på at ville overvåge dem strengt. De sad som kammerater sammen med fangerne, og netop det, at de ikke talte samme sprog, morede tilsyneladende begge parter meget. Man byttede cigaretter, lo til hinanden. En landstormsmand fra Tyrol var netop i færd med at finde et fotografi af sine børn og sin hustru frem fra en meget slidt og snavset tegnebog; han viste det til ‘fjenderne’ der én efter én beundrede det og med en slags tegnsprog spurgte, om barnet var tre eller fire år gammelt. Jeg kunne ikke lade være med at føle, at disse primitive,enkle mennesker havde en langt sandere opfattelse af krigen end vores universitetsprofessorer og digtere: nemlig som en ulykke, der havde ramt dem, og som de ikke var skyld i, og enhver, der var havnet i denne malheur, var en slags bror.”

Denne måde at omtale de menige soldater (primitive) er gennemgående for Zweig og siger noget om hans egen position og forståelse af den. Men den viser også et andet perspektiv af krigen; den menige soldat, der på egen krop oplever, hvad krig vil sige.

Krigens meningsløshed set med den menige soldats øjne kan man opleve i Erich Maria Remarques berømte 1. verdenskrigs bog “Intet nyt fra Vestfronten“. Således tænker soldaten, når han er hjemme på orlov fra fronten:

“Når jeg ser dem sådan, i deres værelser, på deres kontorer, på deres værksteder, så drager det mig uimodståeligt, jeg ville også gerne være, hvor de er, og glemme krigen; men det frastøder mig straks igen, det er så snævert, hvorledes kan det udfylde et menneskes liv, man skulle knuse det, hvorledes kan det alt sammen være sådan her, mens granatsplinterne nu suser derude over granathullerne, og lyskuglerne går til vejrs, sårede bliver slæbt tilbage på presenningerne, og kammeraterne dukker sig i skyttegravene. – Der er andre mennesker her, mennesker, som jeg ikke rigtigt begriber, som jeg misunder og foragter. Jeg må tænke på Kat og Albert og Müller og Tjaden, hvad mon de har for? De sidder måske i nakketutten, eller de svømmer – de skal snart til fronten.”

og dette er tanken, når man står ansigt til ansigt med en fjende, som man tror, man er nød til at dræbe, grundet de omstændigheder skæbnen har sat dem begge i:

“Tavsheden breder sig. jeg taler og må tale. Således taler jeg til ham og siger ham: “Kammerat, jeg ville ikke slå dig ihjel. Sprang du herned en gang til, så gjorde jeg det ikke, hvis du altså ville opføre dig fornuftigt. Men før var du kun en tanke, en kombination, som levede i min hjerne og fremkaldte en beslutning; – denne kombination har jeg stukket ned. Nu ser jeg først, at du er et menneske ligesom jeg. Jeg har tænkt på dine håndgranater, på din bajonet og dine våben; nu ser jeg din kone og dit ansigt og alt, hvad vi har tilfælles. Tilgiv mig kammerat.”

I slutningen af bogen grunder han over soldaternes skæbne, når krigen er forbi:

Man vil heller ikke forstå os – thi før os lever en slægt, som ganske vist tilbragte årene her sammen med os, men som havde hjem og stilling og nu vender tilbage til deres gamle positioner, hvor de vil glemme krigen – og bag os vokser en slægt op, som ligner os, således som vi tidligere var, som vil føle sig fremmede over for os og skubbe os til side. Vi er blevet overflødige for os selv, vi vokser til, og nogle af os tillemper sig, andre føjer sig, og mange bliver rådløse, – årene rinder, og omsider går vi til grunde.”

At læse Stefan Zweigs “Verden af i går” er en oplevelse, der beriger og gør én klogere på en tid, der var og som måske er den samme tid, vi lever i i dag. “Intet nyt fra Vestfronten” bringer et andet perspektiv på krigen og tilsammen er de pligtiglæsning for den, der vil forstå, hvad 1. verdenskrig var og få et nyt perspektiv på vores egen tid.

Stefan-Zweig

Posted in Bøger, Samfund & Politik | Tagged , , , , , | Leave a comment

Superliga optakt 2014

Det bliver en spændende sæson i Superligaen – i begge ende. Det eneste, der synes sikkert, er, at Hobro rykker ned. Jeg tror, at det bliver sæsonen, hvor vi vil se FCK og Brøndby tilbage i rollerne som ligaens lokomotiver, der vil afgøre mesterskabet internt imellem sig. I den anden ende vil OB endnu engang kæmpe mod nedrykningen og Troels Bech vil være i fare for en historisk tredje fyring i OB. Det er svært med forudsigelser i slutningen af Juli ved Superligaens opstart, da der stadig er mere end en måned tilbage af transfervinduet. Det er dog spåmandens lod. God sæson til alle!

Holdene kommenteret i den rækkefølge de slutter i Superligaen.

1. Brøndby

I modsætning til sidste år, hvor Brøndby skiftede kraftigt ud I truppen, er det nu kontinuitet, der præger holdet, der blot har ændret på to væsentlige positioner I truppen, hvor Kenneth Zohore og Khalid Boulahrouz er forsvundet og erstattet af Johan Elmander og Fredrik Semb Berge, hvilket samlet set vurderes som en styrke. Den store udskiftning gjorde, at holdet ikke vandt I sidste sæsons første syv runder, hvilket med garanti ikke vil ske I denne sæson. Holdets genfundne stabilitet kan føre dem til mesterskabet og det faktum, at en ung trup har fået en sæsons mere erfaring giver forhåbninger om, at de mange uafgjorte kampe kan veksles til flere sejre. En ubekendt, der dog tæller på positiv siden er, at det forlyder, at man vil forstærke holdet yderligere bl.a. i forsvaret.

2. FC København

Holdet må siges at være sæsonens store ubekendte, da man nærmest har skiftet ud, hvad svarer til et helt hold. På papiret virker det som om, at man har handlet rigtigt godt ind. Men det vil kræve tid for holdet at blive spillet sammen og agere som Ståle Solbakken ønsker. Holdet har dog så meget styrke, at det vil være en kæmpe overraskelse og skuffelse for dem selv, hvis de ikke kommer I minimum top 2.

Nicolaj Jørgensen er endelig skadesfri, hvilket er en kæmpe forstærkelse og Andreas Cornelius har nu haft et hold år til at få styrket selvtilliden og komme I omdrejninger igen. Samarbejdet mellem disse to unge offensive profiler vil blive en kæmpe gevinst for FCK.

3. Esbjerg

Holdet var en af sidste sæsons store oplevelser, særligt I forbindelse med deres imponerende Europa togt, der bragte dem videre fra deres Europa League pulje til to forårskampe mod Fiorentina. Europa eventyret kostede dyrt I pointtab for holdet I Superligaen omkring afslutningen af efteråret. Uden denne nedtur kunne holdet muligvis have spillet med helt fremme om guldet I foråret.

Esbjerg har formodentligt lært af sidste sæson og har desuden fået styrket deres økonomiske basis, hvilket har givet store friheder I forhold til styrkelse af deres fodboldhold. De har mistet to store profiler I Kian Hansen og Peter Ankersen, men har hentet tidlige erstatninger ind I Ryan Johnson Laursen og Michael Jakobsen. Jeg tror på en rigtig god sæson for Esbjerg, som det bedste hold I gruppen lige under Brøndby og FCK.

4. FC Midtjylland

Sidste sæson kunne have været den hidtil største I FC Midtjyllands historie, men holdet svigtede I den afgørende fase og allerværst I sidste spillerunde, hvor holdet lod FCK overtage den 2. plads, der ville have givet afgang til Champions League kvalifikationen. Den store frygt var, at holdet ville falde fra hinanden her I sommer, da klubben var I store økonomiske problemer. Manden med papkassen er dog dukket op I form af engelske Mathew Benham og det har gjort, at man har kunne holde på en spiller som Erik Sviatchenko, der ellers nok ville have skiftet til FCK. Nu har man nøjes med at vinke farvel til Jonas Lössl og Jesper Juelsgaard.

Der forlyder, at man vil hente lidt spillere inden transfervinduet lukker og det sikrer en stærk trup, der også altid bliver suppleret af spændende spillere fra klubbens eget talentakademi.

5. AAB

AAB er holdet det af og til dukker som en trold af en æske og overrasker alle og vinder det danske mesterskab. Denne cyklus indebærer dog også, at man mister en del profiler og må bygge op igen. Foreløbigt er den største profil Kasper Kusk forsvundet, men man har til gengæld hentet Niclas Helenius og Thomas Enevoldsen tilbage, hvilket virker som ganske fornuftige handler. Når jeg ikke tror, at det bliver til mere end en 5. plads oven på sidste sæsons triumftog skyldes det dog, at holdet vil få problemer I forhold til, at de også skal spille europæisk. Desuden tror jeg ikke, at holdet kan holde kadencen og der vil komme flere dårlige perioder for holdet, der vil falde til et mere jævnt niveau. Det kan heller ikke udelukkes, at flere profiler som Nicolaj Thomsen vil forsvinde, inden transfervinduet lukker.

6. FC Nordsjælland

FC Nordsjælland har meldt kulør, man ønsker at være en udviklingsklub frem for, at gå efter den faste placering i toppen af dansk fodbold, som man havde mulighed for efter mesterskabet og deltagelsen i Champions League. Holdet står overfor en overgangssæson, hvor man vigtigst af alt har ændret i trænerstaben og den sportslige ledelse og måske derved også en del af det sportslige fundament, som succesen har været bygget på.

FC Nordsjælland har stadig et stærk fundament, men det sal blive spændende at se, hvilket hus Olafur Kristjansson vil opbygge på denne grund. Spillermaterialet ser godt i en trup, der på bedste Guardiola maner er opbygget omkring midtbanespillere.  FC Nordsjælland vil få en hæderlig placering og så skal det blive spændende om næste sæson peger opad eller nedad i tabellen.

7. Randers

Randers er rækkens mest rendyrkede midterhold, hvilket dog i en 12 holds liga med to nedrykkere betyder, at de som regel vil komme i nedrykningsfare i løbet af sæsonen. Holdet ligner holdet fra sidste sæson, dog med de to væsentlige ændringer, at der er byttet ud på målmandsposten og så er plaffeministeren aka. Ronnie Schwartz forsvundet. Ronnie Schwartz var vigtig sidste sæson, da Randers havde klat bedre resultater med ham på holdet end uden.

Håber for kronjyderne er, at Djiby Fall kan få en genopstandelse og de derved vil have en fuldgod erstatning. Det virker dog tvivlsom givet den forfatning senegaleseren var i sidste sæson. Randers bliver sæsonens rugbrød og deres stærke fundament opbygget af træner Colin Todd vil bære dem igennem.

8. Sønderjyske

Sidste sæson var en Sønderjyske classic – en forfærdelig efterårssæson og en glimrende forårssæson. Holdet plejer at skifte en del ud henover sommeren, hvilket afspejler sig i resultaterne. I vinters fik man hentet Robin Okotie ind og det var med til at gøre en forskel, da han scorede 11 mål og var stærkt medvirkende til at redde sønderjyderne.

Sønderjyske er eksperterne i at overleve i Superligaen, det vil også ske i denne sæson og jeg tror, at de vil komme i færre problemer i denne sæson, da der er større stabilitet i trupsammensætningen og rivalerne er svagere.

9. FC Vestsjælland

Det skal blive spændende at følge rækkens grå mus Post Ove Pedersen. Klubben har signaleret, at man vil noget nyt, da man har forfremmet Michael Hansen fra assistent til cheftræner. I sidste sæson reddede klubben sig en ny sæson i Superligaen ved hjælp af særlig en solid defensiv, der var i stand til at lukke en kamp ned.

Det skal blive spændende om truppen er stærk nok til at føre ambitioner om mere dominans på bolden ud i virkeligheden. Klubben var tidligt ude med deres handler og har derfor haft en hel opstart, hvor man har kunne køre holdet ind, det må derfor forventes, at holdet vil ligge godt ud, selvom manglen på en rigtig målscorer er udtalt. Spøger Thomas Dalgaard i kulissen?

10. OB

Jeg tror, at det der redder OBs liv i Superligaen er, at oprykkerne er for svage, for det ser ikke godt ud for OB. OB består af Rasmus Falk, Emil Larsen, Baskim Kadrii og resten. Resten er højest habile Superligaspillere og de fleste spillere, der hører til i den nederste del af Superligaen. Rutinerede Anders Møller Christensen er væk og som erstatninger er Lasse Nielsen fra FC Vestsjælland hentet ind. Han er muligvis rækkens målfarligste forsvarsspiller, men i defensiven var han ikke altid lige stærk og det bliver interessant, at se ham med en svagere forsvarsmakker end Jean Claude Bozga.

OB truppens bedste bud på en angriber er Darko Bodul, der indtil videre i hans OB tid har været alt andet end fremragende og holdet har virkelig brug for en stærk angriber, hvis det skal blive til mere end en bundplacering. OB har dårlig økonomi og det bliver interessant, om holdet overhovedet stadig indeholder de tre store profiler, når transfervinduet lukker.

11. Silkeborg

Er nutiden elevator  hold i Superligasammenhæng og jeg forventer, at det fortsætter i denne sæson. 1. Division er blevet stærkere, men toppen er også udjævnet og Silkeborg rykkede op, da de i sidste ende var det mest stabile hold. De vil få jævnt med point i Superligaen, men jeg tror ikke, at de er stærke nok til for alvor at trække fra i bundstriden.

Der er ikke de store midler til at hente forstærkninger  og holdet skal håbe på, at andre hold flopper og de derved kan redde sig op på den rigtige side af stregen.

12. Hobro

1. divisions brumbass der ikke burde kunne flyve, men gjorde det så flot alligevel. Holdet er ikke væsentlig forstærket og hvis man kigger udelukkende på forårssæsonen i 1. Division havde holdet været tæt på nedrykning til 2. Division. Nu befinder holdet sig i Superligaen og på nær en række overraskelser i løbet af sæsonen vil holdet være en stensikker nedrykker. Man har rækkens laveste budget og kan således ikke hente profiler ind. Holdet er ikke fuldtidsprofessionelt som resten af holdene i rækken og det vil få betydning over en hel sæson. Holdet vil vinde meget sympati men knap så mange point.

 

Troværdigheden af disse forudsigelser understøttes måske af mine forudsigelse fra sidste sæson. De var (reelle placering i parentes):

1. FC København (2)

2. FC Nordsjælland (6)

3. Brøndby (4)

4. FC Midtjylland (3)

5. Randers (7)

6. AGF (11)

7. Sønderjyske (10)

8. Esbjerg (5)

9. OB (8)

10. AAB (1)

11. FC Vestsjælland (9)

12. Viborg (12)

Posted in Fodbold | Tagged , , , , , , | Leave a comment

Den kongelige undersøger aflivet

KongesøgerI forbindelse med dannelse af SFR regeringen efter valget i 2011 blev Helle Thorning Schmidt beskrevet som forhandlingsleder. I en artikel i Kristelig Dagblad så jeg dog Professor Tim Knudsen påpege, at den rette betegnelse ikke var Kongelig Undersøger men Forhandlingsleder. Continue reading

Posted in Samfund & Politik | Tagged , , , , , , , , | Leave a comment

Lenin på væggen i Socialforvaltningen

LeninSovjetunion var en diktatorisk og forbryderisk stat, der begik nogle af historiens værste forbrydelser imod dets egne borgere.

Med historien og Sovjetunions forbrydelser in mente er det utroligt, hvordan Lenin kan pryde væggen i København Kommunes Socialforvaltning.

Disse billeder kan findes i Københavns Kommunes Socialforvaltning på Tietgensgade i København.

Siden jeg først postede billedet, har jeg fået nogle henvendelser vedrørende de nærmere omstændigheder omkring billedet.

Billederne hænger på et kontor i Socialforvaltningens administrationskontor på Tietgensgade i København. Jeg har taget billedet i forbindelse med, at jeg i en periode arbejdede i Københavns Kommunes Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning, der har til huse i samme bygning. Billederne hænger på et kontor, hvor der sidder en tre til fire medarbejdere, som jeg mener hovedsageligt er fuldmægtige.

Årsagen til at billederne står på gulvet er, at jeg i samarbejde med et par kollegaer klippede dem ned i forbindelse med en julefrokost. De blev dog siden hængt op igen. Jeg var senest i huset i december 2013, hvor jeg spurgte mine tidligere kollegaer om billederne stadig hænger på kontoret, hvilket de svarede bekræftende på.

Posted in Samfund & Politik | Tagged , , , | 1 Comment

Hærværk, Skibskatastrofer – og pludselig død

I øjeblikket opfører Det kongelige Teater Hærværk i Skuespilhuset og tidligere har Ole Ernst spillet hovedrollen Ole Jastrau i en film instrueret af Ole Roos fra 1977. Der er således mulighed for at opleve Hærværk i tre forskellige versioner for tiden, de er dog ikke alle af samme kvalitet.

Dansk litteraturhistories nok kendteste dranker er Hanrejen Jeppe fra Ludvig Holbergs komedie Jeppe på bjerget. Mange har igennem tiden spurgt, hvorfor drikker Jeppe? Men det er endnu aldrig opklaret, om Jeppe drikker, fordi Nille slår med krabasken, eller Nille slår, fordi Jeppe drikker. Men hvis Jeppe er den kendteste dranker i dansk litteratur må Ole Jastrau være den næst kendteste og gåden om Jastraus drukkenskab er ikke mindre end Jeppes. Ole Jastrau er den altoverskyggende hovedpersonen i romanen Hærværk af Tom Kristensen fra 1930 og han er også ifølge mange tolkninger en karakter stærkt inspireret af forfatteren selv.’

I modsætning til Jeppe har Ole en kærlig hustru, om end hun gør ansatser til, at gøre Jastrau til hanrej. Han er en falleret digter, der ernærer sig som litteraturskribent på Dagbladet i lighed med Tom Kristensen, der skrev for Politiken.  I det hele taget kan romanen læses som en nøgleroman, da mange af figurerne er modeleret over virkelige personer, som f.eks. redaktør Iversen, der er Politikens tidligere chefredaktør Henrik Cavling.

Jastrau vej mod afgrunden og selvvalgte Hærværk starter, da han får besøg af hans tidligere partikammerat kommunisten Bernhard Sanders, der sammen med sin kammerat Stefan Stefansen er på flugt fra politiet på grund af illegale aktiviteter. Sanders angriber og latterliggør Jastrau selvvalgte borgerlige tilværelse med familie og fast stilling for den borgerlige presse. Jastrau er ikke i stand til at sige fra overfor Sanders, der flytter ind med den konsekvens, at konen og Jastraus søn Olaf flytter ud – først for en nat og siden for bestandigt. Sanders glider hurtigt ud af historien og Stefansen kommer i forgrunden af historien.

Stefansen bærer på en smertelig hemmelighed, som ikke skal afsløres her, men hans hemmelighed rummer en smerte, der udmønter sig i drukkenskab, som Jastrau hurtigt istemmer. Det er således Stefansen, der digter bogens berømteste strofer:

”Men min angst må forløses i længsel

og syner af rædsel og nød.

Jeg har længtes mod skibskatastrofer

Og mod hærværk og pludselig død”

Men det er Jastrau, der får dem trykt i Dagbladet og stroferne kommer til at stå som et billede på den sindsstemning hos Jastrau, der driver ham længere ud i drukkenskaben og mod at gå i hundene, som er det erklærede mål for hans gerning.

Den yderligere handling er som sådan ikke interessant for at fortælle om bogen, det centrale er bogens ekspressionistiske udtryksform, der er det væsentlige for at forstå oplevelsen af turen med Jastrau på jagten efter, hvad der er på bunden af sjælen. Bogen opleves som et flow med Jastrau igennem alkoholen centraliseret omkring baren Bar des Artistes, hvor han holder til og drikker med andre for hvem, alkoholen er blevet selve omdrejningspunktet i tilværelsen. Men ligesom det forbliver en gåde, hvorfor Jastrau drikker, lader bogens slutning det stå åbent, om Jastrau forlader København og hans selvvalgte vej stadig længere ud i alkoholens svøber eller han rejser til Tyskland for at starte på en frisk.

Bogens ekspressionistiske stil gør den umiddelbart vanskelig at oversætte til scenekunst, men det er lykkedes Det Kongelige Teater fortræffeligt. Den roterende scene med skiftende scenografi gør, at stykket kører i en rytme, der understøttes stærkt af den tids karakteristiske jazzmusik, der har en central betydning med dens antiautoritære udtryk og symbol på opbrud og løssluppenhed. Man må ikke glemme, at roman er skrevet midt i en jazztid og en tid med store opbrud i form af en økonomisk krise og foranstående katastrofe i form af 2. Verdenskrig.  Bogen er skrevet i 1930, men det er formodentlig ikke en tilfældighed, at Jastraus svoger hedder Adolf…

Uanset i hvilken form, man vælger at opleve ”Hærværk”, må man tage i betragtning, at det er et værk, der har haft en anden betydning i dens samtid end i vores nutid. I et nutidigt perspektiv er den ikke grænseoverskridende, som den var, da den udkom. Bogen er skrevet på kanten af de brølende 20’ere, men alligevel var utroskab, whisky, jazz, absinth og syfilis emner, som var grænseoverskridende og kunne vække forargelse.

Det er dog ikke blot den roterende scene og jazzen, der understøtter bogens form på scenen. Scenografien understøttes af lyscollager, der på stærk vis markerer sindsstemninger og viser, hvordan ting forvrænges og river i Jastraus sind. Måden, som effekter og selve scenen anvendes, gør stykket til en stærk oplevelsen, der er tro mod bogen men også et anbefalelsesværdigt selvstændig værk, hvilket bestemt ikke kan siges om filmen.

Det skorter ikke på velkendte og folkekære skuespillere i filmudgaven af hærværk, men 1970’ernes gyldne amerikanske periode af film, der skildrer mennesker på de lavere niveauer af samfundet, synes i 1977 stadig ikke at have påvirket danske skuespillere eller instruktører. På trods af at man med filmmediet har adgang til langt flere virkemidler end i teatret, er denne filmudgave i modsætning til teateropsætningen en stiv og udynamisk oplevelse, der på ingen måder er ekspressionistisk i dens udtryksform. Der er tale om en lang række enkeltstående scener, hvor skuespillerne ganske lidenskabsløst fremsiger en dialog, der er taget mere eller mindre direkte fra bogen og som kommer til at virke tung, utroværdig og kedsommelig. Det mest positive, der kan siges er, at stemningen på Bar des Artistes er fanget godt i et intimt barmiljø beklædt med rødt velour.

I udformningen af filmens manuskript er der foretaget en række mærkværdige valg, da forskellige meget centrale handlinger i bogen ikke er kommet med i filmversionen, hvilket øger oplevelsen af en fragmentarisk film uden den større sammenhæng, der findes i originaloplægget. Filmen taler således hverken til det sanselige, følelsesmæssige eller det umiddelbart forståelige igennem den gode historie.

Hvis du har tiden skal du læse bogen, men hvis det kniber med tiden, skal du prioritere skuespillet i skuespilhuset. Jeg læste bogen først og så derefter teaterstykket og filmen. Du vil ikke snyde dig selv ved at se teaterstykket først og derefter læse bogen, da viden om bogens plot blot vil gøre dig i stand til at se flere lag i historien. Filmen derimod skal du kun begive dig i krig med, hvis du lider af søvnløshed.

Posted in Bøger | Tagged , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment