Sådan beslutter man at blive far

Den 12. Februar 2012 var en søndag, hvor jeg vågnede op med min kæreste til nyheden om at Whitney Houston var død. Det var en trist melding, da Whitney Houston om nogen er et musikalsk holdepunkt, man er vokset op med, når man er født i 1985. Vores gode og fælles minder om en af historiens største sangerinder blev delt imens, at vi skiftedes til at sætte yndlingsnumre med divaen på.

Op af formiddagen tog jeg afsted for at spille fodboldkamp og hyggede med holdkammeraterne i 3. halvleg. Derfor kom jeg først hjem ved en 17-tiden og kunne se, at min kæreste havde ringet adskillige gange. Jeg ringede selvfølgelig op og fik chokket serveret – hun var gravid! Efter den melding blev vi enige om, at det nok var en god ide, at jeg lige kom over til hende…

Der var kun 2 min. på cykel imellem vores lejligheder, men der nåede at flyve mange tænker igennem mit hoved på den cykeltur. Når man har været kærester i en del år, er det naturligt at børn af og til dukker op i samtalerne. Jeg har altid vidst, at jeg gerne vil have børn, men jeg har med vilje provokeret lidt og indtaget en påtaget uvilje mod at få børn i en nær fremtid. Men de nye omstændigheder stillede sagerne ganske anderledes. Jeg nåede heldigvis på min korte cykeltur at få gjort det klart for mig selv, at det var vigtigste nu var at få taget afstand fra min hidtidige attitude til spørgsmålet om at få børn. Så vi kunne få en åben og velovervejet beslutning om, hvad der skulle ske og ingen af os følte os presset af tidligere dogmatiske meldinger. Det blev en intens aften med lange snakke.

Næste morgen var førsteprioriteten at besøge en læge for at få vished på trods af, at en graviditetstest er mere end 99 % sikker. Lægen bekræftede, at vi havde skabt liv og sagde tilmed, at vi var ca. 8 uger henne, hvilket er meget tæt på grænsen for at udføre en medicinsk abort (en medicinsk abort er en indtagelse af pille, der medfører en kraftig menstruation. En kirurgisk abort medfører et fysisk indgreb i kvinden). Det var en voldsom meddelelse, da det ville betyde, at vi på dagen skulle beslutte os for, om vi ville have abort eller ej! Vi skulle dog have en undersøgelse hos en gynækolog for at få endeligt fastlagt, hvor langt henne hun var. Gynækologen kunne heldigvis berolige os med, at fosteret kun var ca. 4 uger, hvilket gav os tid. Hun rådede os til at tænke os godt om en uge og så vende tilbage med et svar.

Vi var sammen hele dagen og snakkede selvfølgelig meget om vores nye situation. Omstændigheder gjorde, at vi faktisk ikke havde tid til at se hinanden hele den uge, hvilket betød, at vores kommunikation bestod af telefonsamtaler. Det var nogle spøjse samtaler, hvor det var tydeligt, at vi begge hele tiden prøvede at lure, hvad den anden tænkte uden helt at ville sige, hvad man selv mente. Man vil så gerne være enige og ikke presse den anden, hvilket medførte denne dans rundt om den varme grød. Vi havde desuden aftalt at tale med færrest muligt om det, da vi ikke ville blive påvirket af andres reaktioner på det valg, vi stod overfor. Det var klogt. Jeg talte med et par gode venner om situationen og kunne efterfølgende mærke, at deres reaktioner påvirkede mig. Men begge samtaler var tidligt på ugen og jeg kunne langsomt mærke, at jeg i løbet af ugen blev mere og mere sikker på mit valg.

Da vi endelig mødtes en aften og den store beslutning skulle tages, var det egentligt ret simpelt. Den ene lagde ud og sagde, at den synes, at vi skulle gøre det, hvorefter den anden sagde, at den var enig. Det var det. Beslutningen var taget og vi kunne glæde os over, at vi skulle være forældre.

Jeg kunne langsomt i løbet af den uge, hvor jeg skulle beslutte, hvad jeg ville mærke, at jeg var mest indstillet på at få barnet. Men jeg turde ikke helt indrømme det for mig selv – da jeg havde sagt ja til barnet, var det en befrielse. Jeg tror, at det har noget at gøre med, at det er svært at erkende overfor sig selv, at man tager en så stor beslutning som at blive forældre. Samtidigt kunne det, at erkende sig selv som far føles som en trussel imod det eksisterende liv, som jeg var så glad for. Men det at sige vælge at få et barn er ikke blot et valg om at blive forælder men i lige så høj grad et definitivt valg om at vælge en livspartner. Jeg ved godt, at det mest almindelige efterhånden er at blive skilt. Men når man vælger at blive forælder første gang, er det for mig også et valg om, at den partner man vælger at få børn med også er den person, man forestiller sig som sin livsledsagerske. I dette perspektiv bliver den beslutning det største – også større end beslutningen om at få et barn. Min beslutningen beroede derfor  – som alle andre valg – udelukkende på egeninteresser. Da jeg valgte at få barnet, valgte jeg altså ikke blot at jeg skulle have et barn men også, at jeg skulle have en livsledsager.

Hvorfor valgte jeg så at få barnet? Mit hovedargument var egentligt et mærkeligt argument. Jeg er ikke imod abort, men jeg følte det meget mærkeligt at skulle fravælge noget, som jeg havde været med til at skabe og som jeg vidste ville blive noget, som jeg ville blive uendeligt glad for. Det er et mærkeligt paradoks at skulle fravælge noget, som man ved, at når man først har fået aldrig ville fravælge. Jeg vidste, at jeg var sammen med pigen, som jeg ville have børn med, hvorfor skulle jeg så fravælge dette barn blot fordi, at det kom på et tidspunkt, hvor jeg ikke havde forventet eller planlagt det? Fravælgelsen ville i så fald kun være et udtryk for min frygt for at miste mit nuværende mere eller mindre ansvarsfrie liv. Hvis vi fik børn om 3 eller 5 år, ville vi så ikke altid tænkte tilbage på det barn vi valgte ikke at få og hvordan det ville have været? Hvad ville det betyde for vores forhold, hvis vi engang havde haft muligheden for det fuldendte bevis på vores partnerskab og bevidst havde fravalgt det?

Jeg er glad for, at jeg valgte at sige ja og jeg har ikke fortrudt en eneste gang siden. Augusta er stadig inde i sin mors mave og jeg glæder mig meget til at lære hende at kende. Hver gang jeg nu hører Whitney Houston tænker jeg, når en stjerne slukkes tændes en ny.

This entry was posted in The Good Life and tagged , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>