Verden af i går – er måske verden af i dag

Jeg har læst Stefan Zweig klassiske erindringer “Verden af i går“. Jeg kan give bogen mine aller varmeste anbefalinger og vil gå så langt som at kalde den en af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Det er mere end oplagt at læse den i år – 100 året for udbruddet af 1. verdenskrig og den tid Zweig benævner som “Verden af i går” er netop tiden op til 1. verdenskrig.

Zweigs “Verden af i går” er en verden, der til forveksling ligner den, vi lever i i dag:

“Hvis jeg skal finde en brugbar formel for tiden før den første verdenskrig, den tid jeg voksede op i, så tror jeg at være mest pregnant, når jeg siger: Det var tryghedens gyldne tidsalder. Alt i vores næsten tusindårige østrigske monarki syntes at være lagt an på varighed, og staten selv syntes at være den øverste garant for bestandigheden. De rettigheder, den garanterede sine borgere, blev skænket af parlamentet, folkets frie valgte repræsentanter, og enhver pligt var nøje afgrænset. Vores valuta, den østrigske krone, var i omløb i blanke guldmønter, hvilket borgede for dens solidaritet. Enhver vidste, hvor meget han ejede, eller hvor meget der tilkom ham, hvad der var tilladt, og hvad der var forbudt. Alt havde sin norm, sit bestemte mål og sin vægt. Den, der havde en formue, kunne nøjagtig regne ud, hvor meget den ville indbringe ham i rente hvert år; både embedsmanden og officeren kunne finde nøjagtigt det år i kalenderen, hvor han ville blive forfremmet, og nøjagtigt det år, hvor han kunne gå på pension”(…)

“Ingen troede på krige, revolutioner eller omvæltninger. Alt radikalt, alt voldeligt syntes på forhånd umuligt i denne fornuftens tidsalder.”(…)

“I denne rørende tillid til, at man kunne sætte palisader op omkring sit liv, som skæbnen ikke kunne trænge igennem, skjulte der sig trods al soliditet og beskedenhed i livsopfattelsen en stor og farlig indbildskhed. Det nittende århundrede var i al sin liberalisme ærligt overbevist om at være på den lige og ufejlbarlige vej mod “den bedste af alle verdener” Med foragt så man tilbage på de tidligere epoker med deres krige, revolutioner og hungersnød som på en tid, hvor menneskeheden endnu var umyndig og ikke tilstrækkelig oplyst. Det var vel kun et spørgsmål om få årtier, inden den sidste rest af ondskab og vold omsider ville være overvundet, for troen på det uophørlige, ustandselige ‘fremskridt’ havde for denne epoke en ligefrem religiøs kraft: man var begyndt at tro mere på dette ‘fremskridt’ end på biblen, og dets evangelium blev tilsyneladende dag efter dag bevist af videnskaben og teknikkens nye mirakler”

“Man troede lige så lidt på muligheden for et tilbagefald til barbariet, som en krig mellem Europas folk eksempelvis ville kunne medføre, som på hekse og genfærd; vores fædre havde en stædig tillid til tolerancens og den gensidige forståelses usvigeligt bindende kraft. De mente ærligt og redeligt, at grænser og divergenser mellem nationer og konfessioner lidt efter lidt ville forsvinde til fordel for et humant fællesskab, og at fred og sikkerhed, disse de højeste goder, dermed ville blive hele menneskeheden til del.”

Disse ord er en del af indledningen til denne jødisk østrigske forfatters bog om om hans liv og opvækst i tiden før 1. verdenskrig. Alle tanker vi kender i dag og som afspejles i ideerne om EU, internettets og globaliseringens udbredelse og måske mest konkret i Francis Fukuyamas berømte og efterhånden berygtede bog “Historiens afslutning og det sidste menneske” fra 1993.

Når Zweig beskriver datidens ungdom slår det mig, at ungdommen stadig er den samme, når det kommer til forventninger til livet og lykken.

“Ak, vi elskede alle den tid, vi levede i, og som bar os på sine vinger, vi elskede Europa! Men denne alt for tillidsfulde tro på fornuften, på, at den i sidste sekund ville forhindre vanviddet, var i grunden vores eneste forbrydelse. Vi havde ikke læst skriften på væggen med tilstrækkelig frygt, men er det ikke netop karakteristisk for den sande ungdom, at den ikke er frygtsom, men derimod tillidsfuld”

En pessimist vil sige, at vi i dag lukker øjnene på samme måde, når vi konfronteres med en slyngel som Putin, der på mange måder kan minde om de personligheder, der tidligere i historien har forvandlet fred til rædsler for mennesker, som kunne ville fred.

Zweigs oplevelse af sommeren 1914, hvor skuddet i Sarajevo faldt d. 28. Juni og skulle blive indledning på de værste 35 år i Europæisk historie:

“Vennerne var mere venner end nogensinde, og i det fremmede – det ‘fjendtlige’” – land var der kommet nye til, Paris var mere sorgløs end nogensinde før, og i sin sorgløshed elskede man byen.”

Zweigs observationer af folket under krigen, fik ham til at indse dette, som er evigt gyldigt og glimrende beskrivelse af faren ved religiøs fanatisme og fanatisme i almindelighed:

“Det var en intetanende generations krig, og netop folkenes naive tro på deres egen sags retfærdighed blev den største”

Zweig stammede fra det højeste samfundslag i den daværende europæiske kulturhovedstad Wien og hans historie er en historie om en kultur og et Wien, der langsomt forsvandt i takt med århundredes rædsler. Bogen er foruden en historie om en tid en tour de force rundt i det europæiske kulturlandskab med en ikke ubetydelig mængde namedropping af diverse kunstnere, som man skal have en højere akademiske grad indenfor europæisk kulturliv for at kunne holde redde på. Zweig position gør, at han er i stand til at trække tråde rundt i historien, hvilket gør det spændende og interessant at læse i dag.

Zweig kommer flere gange til at se krigens virkelighed med egne øjne. Han beskriver på et tidspunkt sit møde med “fjenden” i form af en fangetransport med russiske soldater bevogtet af østrigere:

“Disse vogtere virkede på ingen måde martialske eller dragoniske. De tilfangetagne viste ingen tegn på at ville flygte, og de østrigske landstormsfolk på deres side intet tegn på at ville overvåge dem strengt. De sad som kammerater sammen med fangerne, og netop det, at de ikke talte samme sprog, morede tilsyneladende begge parter meget. Man byttede cigaretter, lo til hinanden. En landstormsmand fra Tyrol var netop i færd med at finde et fotografi af sine børn og sin hustru frem fra en meget slidt og snavset tegnebog; han viste det til ‘fjenderne’ der én efter én beundrede det og med en slags tegnsprog spurgte, om barnet var tre eller fire år gammelt. Jeg kunne ikke lade være med at føle, at disse primitive,enkle mennesker havde en langt sandere opfattelse af krigen end vores universitetsprofessorer og digtere: nemlig som en ulykke, der havde ramt dem, og som de ikke var skyld i, og enhver, der var havnet i denne malheur, var en slags bror.”

Denne måde at omtale de menige soldater (primitive) er gennemgående for Zweig og siger noget om hans egen position og forståelse af den. Men den viser også et andet perspektiv af krigen; den menige soldat, der på egen krop oplever, hvad krig vil sige.

Krigens meningsløshed set med den menige soldats øjne kan man opleve i Erich Maria Remarques berømte 1. verdenskrigs bog “Intet nyt fra Vestfronten“. Således tænker soldaten, når han er hjemme på orlov fra fronten:

“Når jeg ser dem sådan, i deres værelser, på deres kontorer, på deres værksteder, så drager det mig uimodståeligt, jeg ville også gerne være, hvor de er, og glemme krigen; men det frastøder mig straks igen, det er så snævert, hvorledes kan det udfylde et menneskes liv, man skulle knuse det, hvorledes kan det alt sammen være sådan her, mens granatsplinterne nu suser derude over granathullerne, og lyskuglerne går til vejrs, sårede bliver slæbt tilbage på presenningerne, og kammeraterne dukker sig i skyttegravene. – Der er andre mennesker her, mennesker, som jeg ikke rigtigt begriber, som jeg misunder og foragter. Jeg må tænke på Kat og Albert og Müller og Tjaden, hvad mon de har for? De sidder måske i nakketutten, eller de svømmer – de skal snart til fronten.”

og dette er tanken, når man står ansigt til ansigt med en fjende, som man tror, man er nød til at dræbe, grundet de omstændigheder skæbnen har sat dem begge i:

“Tavsheden breder sig. jeg taler og må tale. Således taler jeg til ham og siger ham: “Kammerat, jeg ville ikke slå dig ihjel. Sprang du herned en gang til, så gjorde jeg det ikke, hvis du altså ville opføre dig fornuftigt. Men før var du kun en tanke, en kombination, som levede i min hjerne og fremkaldte en beslutning; – denne kombination har jeg stukket ned. Nu ser jeg først, at du er et menneske ligesom jeg. Jeg har tænkt på dine håndgranater, på din bajonet og dine våben; nu ser jeg din kone og dit ansigt og alt, hvad vi har tilfælles. Tilgiv mig kammerat.”

I slutningen af bogen grunder han over soldaternes skæbne, når krigen er forbi:

Man vil heller ikke forstå os – thi før os lever en slægt, som ganske vist tilbragte årene her sammen med os, men som havde hjem og stilling og nu vender tilbage til deres gamle positioner, hvor de vil glemme krigen – og bag os vokser en slægt op, som ligner os, således som vi tidligere var, som vil føle sig fremmede over for os og skubbe os til side. Vi er blevet overflødige for os selv, vi vokser til, og nogle af os tillemper sig, andre føjer sig, og mange bliver rådløse, – årene rinder, og omsider går vi til grunde.”

At læse Stefan Zweigs “Verden af i går” er en oplevelse, der beriger og gør én klogere på en tid, der var og som måske er den samme tid, vi lever i i dag. “Intet nyt fra Vestfronten” bringer et andet perspektiv på krigen og tilsammen er de pligtiglæsning for den, der vil forstå, hvad 1. verdenskrig var og få et nyt perspektiv på vores egen tid.

Stefan-Zweig

This entry was posted in Bøger, Samfund & Politik and tagged , , , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>